Min anden fastedag har jeg skruet en smule anderledes sammen end den første. Jeg spiste første gang midt på eftermiddagen og så igen her ved syv-tiden. Den første dag spiste jeg først på formiddagen, og der er jeg egentlig ikke så sulten, så det virker fint at spise senere.
Jeg startede dagen med et krus koffeinfri kaffe, og har ellers drukket te og vand.
Jeg lavede kesoplätter i mandags og havde gemt ½ portion, som så udgjorde mit ene måltid i dag. Mit andet måltid bestod af 150 gram kylling fra i går og 150 gram gulerødder. Jeg synes – indtil videre – at det virker rigtig godt, at jeg har planlagt, hvad jeg skal spise. Det står i køleskabet, og så skal jeg overhovedet ikke tænke på mad.
Sulten kommer forbi nogle gange. Det er egentlig kun et par minutter og så forsvinder den igen. Bare sådan lidt irriterende i baggrunden. Jeg føler mig rigtig godt tilpas. Om det er fordi, jeg ikke spiser, eller bare mentalt, fordi jeg er lidt småstolt over, at jeg overhovedet kan, er jo svært at sige. Der skal nok nogle flere fastedage til, før jeg kan bruge det til noget.
Motion har jeg ikke dyrket noget af i dag. Styrketræning er udelukket på fastedage, men jeg har en idé om, at en tur på cyklen vil være fint. I dag har jeg holdt fri. Jeg har stort set ikke været i køkkenet, og bloggen har jeg heller ikke brugt meget tid på. Derimod har jeg fået læst i min bog, pakket ind i et tæppe på sofaen, nydt et lækkert bad og brugt noget af næsten alle mine Raunsborg produkter – uhh.. det er lækkert. Træt har jeg ikke været. Det plejer jeg nu heller ikke, men jeg har energi nok. Det er et spændende projekt.
Jeg har tilføjet lidt opskrifter til Måltider på 250 kcal. – nyeste i bunden. Jeg tror, at proteinrige måltider virker bedst for mig. Alle timerne med at løfte vægte skulle jo heller ikke så gerne være forgæves, så jeg har tænkt mig at fylde godt med proteiner på på mine fastedage. Og så skal man generelt ikke spise mad, der giver for store blodsukkerudsving, så godt med proteiner og grønsager er godt.
Bogen – “5:2 Kuren” – kunne jeg rigtig godt tænke mig at læse. Den kommer vist på ønskesedlen til jul, så foreløbig holder jeg mig til info, der kan støves op på nettet.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.