Sidste havedag hos svigermor fik vi denne kage. Hun havde lavet den med æbler på toppen, og det smagte rigtig dejligt. Vi har fået spist alle æblerne i denne uge, så jeg har kommet rabarber på toppen. Og den skulle hedde “farmors kage”, som jo er meget passende. Server gerne kagen med en klat flødeskum eller creme fraiche.
Efter jeg troede, at jeg var færdig med at tage billeder, blev jeg enig med mig selv om at drysse lidt sukker blandet med maizena og vanille over kagen, da rabarberne godt kan smide noget væske. Når man laver den med æbler, er det ikke nødvendigt med maizena.
Ingredienser
150 g. blødt smør
150 g. sukker
125 g. mel
2 æg
1 tsk. bagepulver
1 spsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
250 g. rabarber i små stykker – jeg har brugt frosne
eller 2 æbler skåret i både.
Lidt grofthakkede nødder på toppen – jeg har brugt mandler.
Hvis man bruger rabarber drysses med en blanding af:
1 spsk. sukker, ½ spsk. maizena og lidt vanillepulver.
Hvis man bruger æbler, drysses med en blanding af:
1 spsk. sukker og lidt vanillepulver eller kanel.
Pisk smør og sukker godt.
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hver.
Bland mel med bagepulver, kanel og ingefær og sigt det i dejen.
Fordel dejen i en lille form. Jeg har brugt en på 20 x 20 cm.
Fordel rabarber – eller æbler – over dejen.
Drys med sukker-blandingen og de grofthakkede nødder.
Bages ved 180 grader i ca. 45 minutter. Hvis kagen laves med æbler, skal den have lidt kortere tid.
Køler af i formen på en rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.