En helt almindelig hvid pizza. Brug gerne en italiensk hvedemel type “00”. Det er hvedemel med ekstra god hæveevne. Jeg kommer også durummel i dejen, og bruger durummel til at rulle ud i.
Jeg har lavet tre store pizzaer af portionen. Hvis man gerne vil have tyndere pizzaer, laver man fire ud af portionen. Det vi ikke spiser i dag, bliver skåret i mindre stykker og frosset ned. Så er der til lidt lækkert til madpakken, når barnet skal forkæles.
Jeg bruger pizza-funktionen i min ovn – intensiv undervarme + varmluft – og så på 250 grader.
Hvis man bruger en pizza-sten, skal den lægges i ovnen, når den er kold og varmes op sammen med ovnen. Jeg har ikke brugt stenen i dag, for så skulle det være “små” pizzaer. En pizzasten eller helt almindelig gulvflise lagt i grillen er også helt fantastisk at bage pizza på.
I dag har jeg lavet en hurtig tomatsovs, ellers har jeg tomatsovs i fryseren.
Jeg kommer en forholdsvis lille gærmængde i dejen og lader den hæve i længere tid. Hvis man ikke har så meget tid – eller tålmodighed – kommer man 1 pakke gær i, hæver dejen ½ – 1 time, deler dejen og lader den hvile et kvarter og så laver man pizzaerne. Det er ganske udmærket med en pizza, der ikke har hævet så længe. Men når man har tiden, synes jeg, at det lige gør lidt ekstra for smagen at lade dejen hæve i længere tid med mindre gærmængde.
Ingredienser til 3 store pizzaer
Dej til bunde
tomatsovs
250 g. god skinke i skiver
ca. 300 g. revet ost
tørret oregano
Ingredienser tomatsovs
1 dåse hakkede flåede tomater
1 dåse koncentreret tomatpure
2-3 spsk. olivenolie
2 tsk. tørret timian
Alle ingredienser blandes og får en tur med stavblenderen.
Portionen er rigeligt stor til pizzaerne, og resten kan med fordel fryses ned til en anden gang.
Ingredienser pizzadej
10 g. gær
6 dl. lunt vand
2 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
250 g. durummel
ca. 550-600 g. hvedemel
Alle ingredienser kommes i røreskålen. (Start med at komme 550 gram hvedemel i. Kom mere i, hvis dejen er for klistret)
Dejen køres på maskine i 20-30 minutter. Til den er elastisk, og slipper skålens sider.
Hæver lunt og tildækket i 3 -4 timer.
Dejen slås ned og deles i 3 stykker. Dejen spændes op (som man gør med boller). “Bollerne” hviler tildækket i ½ time. Ellers er de umulige at rulle ud.
Hver “bolle” rulles ud til en pizza og lægges på bageplade. Hæver tildækket i 20-30 minutter.
Så kommes der fyld på pizzaerne. Først tomatsovs, så skinke og til sidst revet ost og et drys oregano.
De bages en ad gangen i 8-9 minutter ved 250 grader varmluft med intensiv undervarme.
anders skriver
hej lene
kan man lave dejen dagen før? og kan man fryse den? hvad mene du med Dejen spændes op ? hilsen anders
Spisestuen skriver
Hej Anders 🙂
Med at spænde dejen op, mener jeg at folde dejen ind under sig selv, som når man laver boller, så overfladen bliver glat og “stram”.
Man kan fint lave dejen dagen før. Så sættes den i køleskabet, når den er æltet sammen og skal ikke hæve på bordet først.
Man kan lave pizzaen helt færdig med fyld og så sætte i fryseren. Når man skal have den, tager man den ud og lader den stå på bordet og tø, mens ovnen varmer op i ca. ½ time. Det giver et fint resultat. Bagetiden er måske så en smule længere.
Hilsen Lene
anders skriver
takke <3 hehe jeg spænde heller ikke bollerne op for vister ikke hvad det var 😉 tænket bare man kunne fryse dejen uden nået ?
Spisestuen skriver
Jeg har ikke prøvet at fryse en klump dej ned, så det ved jeg ikke 🙂