Jeg har før luret på græskar, men aldrig rigtig prøvet at lave noget med dem. Jeg har fået syltede græskar, og dem bryder jeg mig ikke om. Det er ikke så meget smagen, men konsistensen.
I dag lå der så et fint hokkaido græskar i Rema, og nu skulle det være, så det kom med hjem.
Jeg har lavet ovnbagte græskar i første omgang, og det smager faktisk rigtig godt. Vendt med olivenolie, citron, presset hvidløg, salt og peber.
Græskarret ser ret lille ud på ingrediensbilledet. Det er det faktisk ikke, men min Svansø olivenolie, har jeg fundet i en flaske, der er 1 liter i, så den er pænt stor.
Jeg har brugt det halve græskar. Det sidste halve har jeg en plan om at komme i en kage.
Kernerne har jeg pillet fra og skyllet. De bliver ristet i ovnen senere til en lækker snack. – Og lige en note til mig selv – og andre. Jeg havde fået det råd, at de skulle krydres efter de kom ud af ovnen. Jeg kom så chili og hvidløg på inden de kom i ovnen… hmm.. Det skal man ikke, det kommer til at smage brændt – øv, så ingen græskarkerne-snacks i dag.
Ingredienser
½ hokkaido græskar
½ dl. olivenolie
saft af ½ citron
1 fed presset hvidløg
friskkværnet peber
salt
Græskarret skrælles. Jeg har brugt en kartoffelskræller.
Halveres og deles i kvarte.
Kernerne skrabes ud.
Skæres i både.
Olie, citronsaft, presset hvidløg og peber kommes i en frysepose.
Græskarstykkerne kommes i og blandes godt rundt.
Bredes ud på et stykke bagepapir.
Drysses med salt.
Kommes i en 200 grader varm ovn i 20 minutter.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.