Det sker nogle få gange om året, at jeg laver æblekage. Sådan en gammeldags fætter med æblemos, sukkerrasp og flødeskum. De sidste år har det været fast dessert til julefrokosten.
Nu er der de skønneste discovery æbler, og familien var samlet til hygge og god mad. Desserten var så æblekage. Jeg har lige skruet en smule på min vanlige opskrift og tilføjet lidt blomme-æble syltetøj. Det smager skønt til.
Det er egentlig en nem gæste-dessert, da både æblemos og sukkerrasp sagtens kan laves dagen før, og så lægger man den bare sammen på dagen, nogle timer inden den skal serveres. Jeg synes, det bliver rigtig fint at lave det i portionsglas, men den kan også laves i en skål.
Opskriften er til 8 personer.
Ingredienser æblemos
2 kg. æbler – renset vægt ca. 1½ kg.
2 polynesiske vanillestænger
½ dl. vand
200 g. sukker
Ingredienser sukkerrasp
250 g. rasp
100 g. sukker
100 g. smør
Pynt
½ l. piskefløde pisket til let skum
blomme-æble syltetøj eller ribsgelé
Først laves æblemos:
Æblerne skrælles og kernehusene skæres væk.
Æblerne skæres i små stykker og kommes i en gryde.
Flæk vanillestængerne og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med lidt sukker og kom det i gryden sammen med de tomme vanillestænger.
Æblerne varmes langsomt op og koges til de er møre. Det er lidt forskelligt, alt efter æblesort, hvor lang tid det tager.
Når æblerne er kogt til mos, kommes sukkeret i. Kom lidt i ad gangen og smag på mosen. Det er forskelligt, hvor meget sukker der skal i. Det komme an på, hvor sure æblerne er.
Hæld mosen op i en skål og køl den ned.
Så laves sukkerrasp:
Rasp og sukker blandes.
Smørret smeltes på en pande.
Sukker/rasp kommes på panden og steges under omrøring til det er lysebrunt og sprødt.
Massen hældes i en skål til afkøling. Rør i det nogle gange, mens det køler af, så det ikke sætter sig til en stor klump.
Æblekagen lægges sammen:
Læg sukkerrasp og æblemos lagvis i 8 glas.
Pynt med flødeskum lige inden servering og læg en klat blomme-æble syltetøj på hver. Man kan også bruge ribsgelé.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.