Denne blanding har jeg luret på et stykke tid.
Chokolade og karamel – det er en god blanding.
Jeg har længe haft lyst til at lave denne kage. Lige siden, jeg fandt ud af, at kondenseret mælk bliver til lækker karamel, når det bliver kogt. Jeg havde også haft en idé om, at der skulle kaffeskum på, og jeg har ikke rigtig kunnet bestemme mig, men det kan der jo så komme på en anden gang.
Kagen kræver lidt planlægning, da dåsen med kondenseret mælk skal koge i tre timer og køle ned til stuetemperatur. Jeg kogte dåsen i går aftes og så stod den på bordet i nat. Fløde, kakao og vanillesukker skal også blandes nogle timer før, det skal bruges, så smagen får trukket godt ud i fløden.
Pynten på kagen er ikke blevet helt, som jeg havde tænkt det. Jeg har lavet en mørk glasur på flormelis og “foret” en sprøjtepose med. Det var så meningen, at det yderste af “tutterne” skulle være mørke og så lyse inden i, men jeg har fået lavet glasuren for tyk, så den har ikke smittet helt så meget af som ønsket. Men godt, det smager det alligevel.
Jeg har en dag lavet kagen sådan lidt impulsivt, og havde ikke en dåse kogt kondenseret mælk. Jeg kom så 3/4 af 1 dåse “rå” kondenseret mælk på den ubagte kage. Det bliver også en virkelig lækker kage, der blev serveret med flødeskum pisket med lidt vaniljesukker. Kagen er bagt i springform og listet over i tærteformen bagefter.
Ingredienser kage
150 g. blødt smør
200 g. brun farin
1 polynesisk vanillestang (eller to almindelige)
3 æg
100 g. mørk chokolade
100 g. finthakkede valnødder – i foodprocessor eller blender
75 g. hvedemel
35 g. kakao
1 tsk. bagepulver
Ingredienser fyld og top
1 dåse kondenseret mælk
½ l. piskefløde
2 spsk. kakaopulver
3 tsk. vanillesukker
sukkerglasur af flormelis, kakao og lidt vand
Start med at koge dåsen med kondenseret mælk.
Pil papiret af og læg den i en gryde med vand, så det dækker dåsen. Bringes i kog og koger i tre timer. Fisk dåsen op af vandet og lad den køle af.
Smelt chokoladen over vandbad.
Pisk smør, brun farin og kornene fra vanillestangen.
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hver.
Rør smeltet chokolade i.
Bland valnødder, hvedemel, kakao og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen.
Kommes i en springform, smurt og med bagepapir i bunden.
Bages ved 180 grader i 25-30 minutter.
Køler ned på rist.
Kagen smøres med karamel. (Den afkølede kogte dåse kondenseret mælk)
Kakaofløden piskes til skum.
Rør en glasur af flormelis, kakao og lidt vand. Jeg fik den lavet lidt for tyk, så smitter den ikke så godt af. Så den skal ikke være for tyk.
Kom glasuren i en sprøjtepose og tryk posen flad, så glasuren fordeles på indersiden af posen.
Træk posen ud igen og kom kakaoflødeskum i, og pynt kagen.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.