En ret, der er opstået for mange år siden. Tror, det var da mine to store børn gik i skole, og havde lavet noget der ligner i husgerning. Opskriften er der lavet en del om på undervejs.
Jeg stod og kiggede i køddisken i går efter et stykke oksekød til at hakke. Der var ikke det store udvalg, men culottesteg på tilbud kostede det samme som magert hakkekød, så derfor røg der en culottesteg i kurven, som er blevet hakket i dag.
Jeg har brugt røde ris. Man kan sagtens bruge andre slags ris, men så skal man være opmærksom på, at retten ikke koger tør, da forskellige ristyper suger forskellig mængde vand. Røde ris suger ikke den store mængde vand. Vær også opmærksom på, at ris tager længere tid om at koge møre, når de koges i tomat, end når man koger dem i vand.
Jeg har toppet retten med ristede kikærter.
Ingredienser
400 g. hakket oksekød
1 finthakket løg
1 finthakket fed hvidløg
1 dåse hakkede flåede tomater
2 dl. vand
1 dl. røde ris
½ hvidkål – ca. 600 g. – grofthakket
1 spsk. karry
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. stødt koriander
½ tsk. spidskommen
salt og friskkværnet peber
Brun kødet i lidt olivenolie.
Tilsat hakket løg og hvidløg og svits med nogle minutter.
Kom krydderierne i og svits et øjeblik. Krydr med salt og peber.
Kom tomater, vand og røde ris i. Læg låg på og lad småsimre i 20 minutter.
Kom hvidkålen i og rør rundt.
Læg låg på og lad simre videre i ca. 20-30 minutter til kålen er mør og risene er færdige.
Rør rundt et par gange undervejs. Smag til med salt.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.