Vi er lige kommet hjem fra ferie sent i aftes, så maden må gerne være nem i dag.
Jeg fik købt porre og champignon lige før ferien, som jo ikke kunne holde sig til jeg kom hjem, derfor snittede jeg begge dele fint og ristede det af i smør og krydrede det med timian. Kølede det hurtigt ned og kom det på frost. Sammen med kylling skåret i små tern, tomatpure og piskefløde bliver det en dejlig gryderet, der serveres med røde ris i dag. Hvis man spiser paleo, skal tilbehøret så ikke være ris.
Ingredienser
1 lille bakke champignon
3 porrer
2 tsk. tørret timian
500 g. kyllingebryst i små tern
3 spsk. tomatpure
2½ dl. piskefløde
salt og peber
Champignon og porre snittes fint og ristes af i lidt smør. Krydres med timian. Sættes til side, eller laves i forvejen og køles ned.
Kyllingen brunes af i lidt olie og smør. Kom et par spiseskefulde vand på. Læg låg på og lad simre til kyllingen er gennemstegt og mør – ca. 20 minutter.
Kom tomatpure og fløde på og kog lidt ind.
Kom champignon/porreblandingen i og varm godt igennem.
Server med ris, korn, kartofler eller hvad man nu har lyst til.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.