Endelig har jeg fået kødhakkeren til Kenwood’en. Den kom lige før, vi skulle på ferie, så den er ikke afprøvet før i dag.
Det første, der er blevet hakket er kylling. Det er altså bare rart at vide, hvad der er i hakkekød, så derfor vil jeg gerne hakke det selv. Jeg har hakket kyllingebryst uden skind. Og jeg må sige, at den hakker som en drøm.
Kyllingefrikadeller med ovnstegte kartofler og råkost.
Kartoflerne er bagekartofler skåret i mindre stykker. Vendt i olie og stegt i ovnen ved 180 grader varmluft ca. 1 time.
Råkostsalaten er revet gulerod med små stykker æble og saften af 1 citron.
Ingredienser
500 g. hakket kylling
1 finthakket løg
1 finthakket fed hvidløg
1 potte finthakket persille
1 finthakket rød peber
1 æg
2 spsk. havregryn – kan erstattes af 1 spsk. HUSK, så er de paleo-venlige
½ dl. minimælk
1 tsk. salt
friskkværnet peber
Alle ingredienser røres sammen i en skål.
Dækkes med film og trækker på køl en halv times tid.
Steges på panden i olie og smør i 8-10 minutter på hver side.
Elsebeth skriver
Hvis ikke du ved det – så tager man nogle stykker madpapir og kører igennem til sidst. Det fører resten af kød – og hvad der ellers er i hakkeren – helt ud gennem maskinen. Og så er hakkeren ikke snasket indeni…
Spisestuen skriver
Det lyder rigtig smart. Tak for tip Elsebeth 🙂
Hilsen Lene