En dejlig frisk mousse. Den er fin og let, men kan sagtens holde som fyld i en lagkage 🙂
Den var fyld i min fødselsdagslagkage her i weekenden. I sidste uge lavede jeg en kage, der bestod af mandelbund med jordbærmousse, flødeskum og revet chokolade på toppen – så lækkert!
Her i fødselsdagskagen – før den er smurt op 😉
Ingredienser
4 blade husblas
300 g. jordbær – fra frost
1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
50 g. sukker
1 spsk. citronsaft – har jeg så ikke fået med på billedet 😉
3 dl. piskefløde
Husblas lægges i blød i koldt vand i 15-20 minutter.
Jordbær, vaniljekorn, sukker og citronsaft kommes i en gryde.
Varmes langsomt op og koger igennem nogle minutter til jordbærrene er møre.
Giv dem en tur med stavblenderen.
Tag gryden fra varmen og rør den udblødte husblas i.
Hæld i en skål og lad køle ned til lun (temp. på babys badevand).
Pisk fløden til blødt skum.
Rør 1/4 af flødeskummet i. Rør bare godt til.
Nu hældes blandingen op i resten af flødeskummet og vendes sammen.
Fordel blandingen over en kagebund. Jeg bruger ringen fra en springform til at støbe i med et stykke kageplast i.
Sætter sig på køl på 3-4 timer.
Henriette Marie Levin Hansen skriver
Hej Lene. 🙂 Så har jeg lige endnu et spørgsmål til denne skønne opskrift, som jeg vil afprøve. 😀 Når nu vi har så mange friske dejlige danske jordbær pt. – kan de så ikke anvendes i opskriften og hvis ja hvor mange gram tror du så, der så skal bruge til en portion?
På forhånd tak.
MH Henriette
Spisestuen skriver
Hej Henriette 🙂
Du kan da bestemt bruge de lækre friske jordbær, vi har for tiden.
Du skal bare bruge sammen mængde. Måske skal du komme et par skefulde vand ved, når de skal koges.
Hilsen Lene
Ann -Sofie skriver
Hvis man ikke har et stykke kage plast, kan man så bruge noget andet ?:-)
Spisestuen skriver
Du kan bruge bagepapir. Ryk et langt stykke af og fold det på langs, så det bliver ca. 10 cm. i bredden 🙂
Hilsen Lene
Mette skriver
Hej Lene.
Kan man lave moussen dagen før man skal bruge den?
Vh Mette
Spisestuen skriver
Den egner sig rigtig godt, til at lave dagen før.
Hilsen Lene
Berit skriver
Hvilket andet fyld har du i den med to lag?
Spisestuen skriver
Det er Daim-creme. Du finder opskriften, når du trykker på linket til Fødselsdagslagkage (står med anden farve skrift øverst i indlægget).
Kitt skriver
Hej.
Kan man godt lave mousserne Idag, også ligge lagkagen sammen imorgen også spise den søndag? Mvh Kitt
Spisestuen skriver
Jeg ville ikke lave mousserne, før kagen skal lægges sammen. Jeg synes, det er bedst at lade mousser stivne i kagen.
Du kan god lave bunde og lægge sammen med mousser i dag og spise kagen søndag. Bare sørg for at bruge en frisk fløde 🙂
Hilsen Lene
Sille skriver
Hej.
Kan man godt lave den med hindbær i stedet? Og hvis man kan er det så den samme mængde?
Brianne skriver
Hej
Er det samme mængde der bruges, når det er hindbær?