Det er i hvert fald et halvt år siden, jeg har lavet retten sidst. Jeg spiser ikke meget pasta, men ind i mellem får jeg en voldsom lyst til det, og så er det denne ret, jeg laver 🙂
Helt enkelt og meget lækkert. Olivenolie, hvidløg, friske tomater, oregano og rosmarin og så lige en gavmild mængde revet parmesan på toppen. Det er så lækkert! Skøn aftensmad på en stormfuld dag i Odense, hvor vi har hygget inde. Havde haft en idé om strandtur, men der har simpelthen været for meget blæst.
Retten er uden sammenligning bedst med frisk hjemmelavet pasta, men det havde jeg ikke tid til i aften, så jeg har brugt det næstbedste valg: Tørret fuldkornspasta fra Urtekram 🙂
Ingredienser – 2 personer
200 g. tørret pasta – den variant man bedst kan lide
½ dl. olivenolie
3-4 fed finthakket hvidløg
250 g. cherrytomater skåret i kvarte
½ tsk. oregano
½ tsk. rosmarin
salt og friskkværnet peber
revet parmesanost til drys
Pastaen koges efter anvisning på pakken, og imens laves “tomatsovsen” – den tager ikke mange minutter at lave.
Olivenolien kommes i en pande og varmes op.
Hvidløg kommes i panden.
Steger under omrøring et par minutter. Pas på de ikke bliver mørke, så bliver de bitre. De skal være lyse og bløde.
Cherrytomater, oregano og rosmarin kommes i.
Småkoger 2-3 minutter.
Smages til med salt og peber.
Den kogte pasta hældes i panden, og det hele blandes sammen.
Serveres med det samme med revet parmesan på toppen.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.