Jeg hedder Lene, og det her er mit univers af mad, livsglæde og gode oplevelser 🙂
Jeg er 52 år gammel og bor i Odense.
Jeg har to voksne børn og en hjemmeboende teenager.
Er farmor til de to skønneste små prinsesser og mormor til den dejligste lille dreng.
Jeg har altid godt kunnet lide at bage og lave mad, og har gennem årene fået bikset noget godt sammen i ny og næ, som jeg tænker, at andre kan få glæde af.
Jeg er alkoholiker. Jeg kom lidt sent i gang med mit alkoholmisbrug, da jeg var omkring de 30, og har været aktiv on/off, indtil jeg tog en beslutning om at komme i behandling i oktober 2009.
Jeg kom i behandling på Svanegården i Korsør og det er absolut – uden sidestykke – det bedste, der nogensinde er sket for mig i mit liv. Jeg var der i 6 uger og føler, at jeg fik pillet alt – simpelthen alt – i min hjerne fra hinanden, og sat det rigtigt sammen igen.
Nu er det omkring 6 år siden, jeg var i behandling og jeg får det bedre og bedre. Jeg har ikke haft tilbagefald, og jeg bevæger mig hele tiden frem ad og der sker hele tiden nyt og godt i mit liv.
Mit første projekt i mit ædru liv var at tabe mig, og det gjorde jeg. 30 kilo på forholdsvis kort tid.
Næste projekt hed rygestop i februar 2011. Jeg har røget, fra jeg var 14 og storryger de sidste mange år, jeg røg. Jeg tog beslutningen den dag, jeg blev 48 og stoppede den dag, og har ikke gjort brug af hjælpemidler af nogen art, og det var forbavsende let, og der er bare gevinst på gevinst at hente. Det bedste er smags- og lugtesans. Det er helt utroligt, så godt ting kan smage og lugte.
Med min nyfundne smagssans kom også lysten til nyt mad. Til at sætte mad sammen på en ny måde, og her har jeg fundet stor inspiration i opskrifter på raw food og stenalderkost. Og til min store glæde har jeg fundet ud af, at chokolade smager fantastisk. Jeg har aldrig kunnet lide det, men efter jeg holdt op med at ryge, har jeg fundet ud af, at det kan jeg altså godt lide – rigtig godt lide. Rigtig god mørk chokolade er bare gudespise.
Så kom projekt motion. Jeg har aldrig dyrket motion som voksen, men jeg købte en motions/spinnings-cykel, og den er jeg lykkelig for. Da jeg var kommet i god form – det tog lige et halvt års tid – fik jeg en enorm lyst til styrketræning. Jeg har styrketrænet i en kort periode for nogle år siden, og det var bare lige mig. Jeg har så sparet sammen til en træningsbænk, og den bliver flittigt brugt. Jeg elsker at træne med vægte. Jeg har også fundet ud af, at jeg mod alle odds: Gammel, kvinde osv. osv. faktisk godt kan bygge muskelmasse op, og jeg sørger for, at min kost indeholder det den skal af protein, fedt og kulhydrater, og jeg supplerer gerne min kost med proteinpulver i smoothies, da jeg ikke er så vild med kød, og ville have svært ved at få protein nok uden. Så min træning nu hedder 30-45 minutter på cyklen 6 gange om ugen, efterfulgt af styrketræning. Overkrop hver anden dag og ben/baller hver anden dag. Hvis jeg er presset på tid, kan jeg godt finde på at lave full-body træning og så springe en dag over.
Så kom projekt have i oktober 2012. Den lille have var groet til.. dårlig jord.. træls.. træls.. træls.. Så med gode venners hjælp – og en anlægsgartner i et par dage – er haven nu forvandlet til et rent paradis med alle de smukkeste blomster, jeg kunne tænke mig.
I efteråret 2013 besluttede jeg, at jeg kan klare udfordringerne i mit liv uden medicin. Jeg har fået antidepressiv medicin i omkring 25 år af forskellig slags. Det sidste var Mirtazapin, som jeg har fået i omkring 9 år. Det har været forbavsende nemt at trappe ud af, og der er meget mere ro i mig nu – både i krop og sjæl. Så for mig har det været det helt rigtige. I skrivende stund (april 2014) er det 5 måneder siden, jeg startede udtrapning, og jeg har været helt medicinfri i 10 uger. Det har været fantastisk at finde mig selv, og den slags medicin bliver ikke igen et valg – for mig gør det ikke noget godt. Og her i januar 2016, hvor jeg sidder og opdaterer lidt fakta på siden, er jeg stadig medicinfri, og jeg har ikke på noget tidspunkt manglet medicin 🙂
Opdateret 26-7-2017: Lene sover stille ind på Hospice Sydfyn – 54 år gammel. Brystkræften kunne ikke stoppes.