Mors dag
I dag kigger vi tilbage og mindes, men vi kigger også fremad. Næsten 10 måneder er der gået siden Lene forlod os, og vi er alle ved at være ovenpå igen. Der savnes stadig, men en hverdag har indfundet sig og der er kommet nye og positive ting at gå op i. Et nyt barnebarn er på vej, det største barnebarn trives i skolen, Emma bliver snart student og jeg selv har lige skiftet job.
Emma har fortsat Lenes’s store glæde ved fotografering, men med størst interesse for fotografering af dyr. Her et af yndlings motiverne – den røde Panda i Odense ZOO.
Styrke, nærvær og hvedesurdej
En smuk dag, som forløb præcist som Lene havde planlagt. Begravet i mahogni kiste og i kirken blev der sunget “Regnvejrsdag i november” og kisten blev båret/kørt ud til “Somewhere over the rainbow”. Efter kisten var kommet i jorden blev der sunget “Dejlig er jorden”.
Jeg udgiver ikke flere mad- og kageindlæg på spisestuen.dk
Efter lungebetændelse forårsaget af en slags svamp, er kroppen for svag til yderligere kemo-behandling.
Jeg har nu 2 metastaser i kraniet. Den ene trykker på syncenteret, og den giver mig nogle trælse synsforstyrrelser. Den anden trykker på den del af hjernen, der har med den motoriske del at gøre. Det har givet mig et par hænder, der lidt har deres eget liv, og jeg taber ting/rammer forkert på bl.a. mobilen.
Metastaser i hofter og lårben gør, at det kun er i kortere tid, jeg kan stå/sidde, før det bliver pinefuldt, så stående og siddende aktiviteter begrænses. P.t. er jeg indlagt på OUH, men håber på et symptomlindrende ophold på hospice i Odense eller Svendborg.
Min blog har været min store glæde. Den har givet mig noget meningsfuldt at stå op til og den har fyldt min dag (og mine nætter) med udvikling af opskrifter, når jeg lige fik en god idé.
Min fotointeresse fulgte med blogindlæggene, men mine elskede kameraer ligger i tasken – ubrugte. De er for tunge, og det er objektiverne også.
Til de sidste indlæg, jeg har lavet, har jeg brugt mobilen til billeder, og det er noget juks, men der var lige et par opskrifter, der skulle med.
Nu skal jeg prøve at finde noget andet at fylde mit liv med, og det kan godt blive svært, for de ting, jeg elsker at lave, kræver en hvis mængde muskel- og knoglekraft, men noget må jeg hitte på.
Vi har købt en handikapbus, så jeg håber også på ture ud og se noget.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men jeg besvarer dem ikke.
Bloggen med alle indlæg bliver stående i den store sky, og jeg håber, at den stadig er til glæde og inspiration.
Tusinde tak, fordi du har læst med. Jeg er glad og taknemmelig for alle, der har brugt tid på at følge med på bloggen.
Sommerferie 2016 – lidt anderledes end vi plejer
Vi plejer at tage i sommerhus, tage til skov og strand og gå lange ture, men i år bliver vi hjemme. Der er simpelthen for meget, der er besværligt ved at være i sommerhus, når jeg har det som nu. Vi har fået indrettet os bekvemt her i huset, så jeg både har en god ligge/siddeplads i stuen og en fantastisk madras i soveværelset, og det er meget værd, når jeg er bundet til at ligge så meget, som jeg er. Når jeg ind i mellem kan stå lidt, vil jeg rigtig gerne i køkkenet og trylle lidt kage 😉
Ellers er vi kommet lidt mere omkring i den første uge af ferien. Vi har været på besøg hos min tvilling og svoger. Udstyret med en god pude og med sædet lagt ned, gik køreturen rigtig fint, og hos min søs var der en dejlig sofa, jeg kunne hvile på ind i mellem kaffe og kage og virkelig lækker aftensmad. Kørestolen var med, så jeg også kunne komme med rundt og kigge i deres dejlige have. Jeg var træt i hele skroget, da vi kørte hjem, men jeg havde det skønt, og nød også køreturen i mørket hjem.
Vi har også været til fødselsdag hos det mindste lille barnebarn, der fyldte 1 år. Det er første gang i 4 måneder, at jeg har været på besøg hos ældste datteren, og det har jeg savnet meget. Jeg har savnet at være tæt med den lille fyr, og at kunne give min datter en hånd. Det er jeg skrækkelig ked af, at jeg ikke kan nu, for det nød jeg meget. Helt egoistisk er det, for de klarer sig fint, men det var stort at få lov til at følge så lille et menneske helt tæt. Gode stunder med den lille fyr har jeg i mit hjerte. Nu er han ved at være en stor dreng. Evigt glad, fyldt med energi og madglad er han 🙂 Lige som det skal være <3
I går havde vi et hyggeligt fælles projekt. Chefen hentede 10 kilo jordbær, som vi med fælles hjælp fik renset og kommet på frost. Hindbær, solbær og kirsebær skal vi også have fat på her i løbet af ugen. Det er skønt med en fryser fyldt med bær og frugt.
I aften får jeg besøg af min lillesøster, så jeg har en lille kage i ovnen. En skøn og svampet lakridskage, som ender her på bloggen senere.
Ellers nyder vi bare stille dage, hvor vi hygger og sover længe. Jeg drømmer lidt om en tur til stranden en dag. Der er et fint dige, som kørestolen kan trilles på. Jeg længes efter duften af hav og lyden af bølger.
Jeg prøver at være god ved mig selv – og første kontrol på OUH
Her i indlægget har jeg samlet den mad, jeg spiste over dagen i går. Min appetit er ikke så stor, så jeg spiser gerne energitæt mad, og så elsker jeg bær og frugt, så det får jeg også en del af. Kosttilskud går jeg ikke så meget op i, men jeg tager hver dag tilskud af fiskeolie, drikker ingefærshots og bruger hvedegræs og rødbedekrystaller i mine smoothies. Nederst i indlægget en kort status efter min første kontrol på OUH i dag.
Hvilken kost man selv føler er “god mod kræft” eller i det hele taget sund, har man sin egen opfattelse af. Den her kost ligner meget det, jeg plejer at spise, og det har min krop det godt med. Da min kræftsygdom er uhelbredelig, skal jeg have en strategi, der holder, så det skal være mad, jeg godt kan lide.
Lige for tiden starter jeg dagen med en grovbolle med kommenost og en lille banan. Jeg er ikke kommet i gang med hjemmebagt brød endnu, så det er købte boller 😉
I køkkenet igen – og bloggens 3 års fødselsdag
Jeg har ikke været i køkkenet siden starten af marts, og det har jeg savnet rigtig meget. Søsteren min elsker pandekager, så det skulle vi have til dessert, og dem ville jeg lave selv. Der skulle hjemmelavet is til og friske jordbær. Det er altså en skøn dessert, der passede perfekt på en skøn dag i sommer og sol.
Jeg valgte den nemmeste udgave af isen. Den består af ½ liter piskefløde, 1 dåse kondenseret mælk og kornene af 2 vaniljestænger. Chefen hjalp med at finde tingene frem – og ryddede op bagefter <3 – og Kenwooden piskede. Skøn is kom på frost, og jeg måtte tage 1 time på langs i sofaen bagefter. Træt og glad 🙂
Billederne blev få og kun taget med mobilen. Det store kamera er der ikke kræfter til at håndtere endnu, men det kommer!
Fløden piskes til blødt skum med vaniljekornene. Den kondenserede mælk tilsættes og massen piskes et par minutter mere.
Klar til at komme på frost.
Pandekagedejen fik chefen lov til at røre sammen. Jeg har en skøn opskrift på pandekager her på bloggen, så kig forbi “Pandekager – gode til hverdag”. Det er min foretrukne pandekageopskrift, og dem laver vi jævnligt. Efter mit hvil fik jeg bagt pandekagerne. Stor succes! og jeg havde en fest. Så dejligt at være i mit køkken igen.
Søde sommerpiger hyggede i farmors have.
I dag er det bloggens 3 års fødselsdag, og det burde jo fejres på behørig vis med kage. Det kommer til at vente lidt, men de sidste uger har jeg udtænkt et hav af kage-idéer til bloggen, som jeg glæder mig helt vildt til at afprøve, og chefen glæder sig til at spise dem 😉
Tak fordi du læser med <3
- 1
- 2
- 3
- …
- 25
- Næste side »